Hverdagen i Vuggestuen Rugvej

Nedenfor kan du se en oversigt over, hvordan rammerne for en dagligdag i vuggestuen som oftest ser ud. Endvidere orienterer vi om vores morgensamling.

Hvis mulighederne er til stede, vil vi gerne kunne udnytte dem og måske gøre tingene anderledes; for eksempel at forlade huset og tage på tur i stedet for at holde morgensamling. Blandt andet derfor er det vigtigt, at vi senest kl. 9.00 ved, hvor mange børn vi skal modtage den pågældende dag.


7.00-7.30 Vuggestuen åbnes af to medarbejdere. Børnene modtages på Blå Stue på 1. sal. Frem til kl. 7.30 er der tilbud om morgenmad
7.30-9.00 Stuerne åbner i takt med, at børn og personale møder
9.00-9.15 Der holdes morgensamling, og vi ved nu, hvem der kommer i dag
9.15-10.45 Planlagte og spontane aktiviteter foregår i dette tidsrum. Det er nu, vi har den bedste personaledækning
10.45-12.00 Frokost efterfulgt af oprydning, skiftning af børnene og putning til middagssøvn
12.00-14.00 Alle de børn, der skal sove, er lagt. Personalet passer de børn, der er vågne, afholder møder, samtaler, pauser, skriver opslag m.v. Omkring kl. 13.00 er vi to medarbejdere tilbage på hver stue
14.00-16.00 Vi spiser eftermiddagsmad. Derefter foregår der ingen planlagte aktiviteter, men f.eks. leg og højtlæsning. Oprydning. Ofte er vi én medarbejder på stuen/tre på etagen fra kl. 15.30
16.00-17.00 Alle stuer er ikke længere repræsenteret med medarbejdere; vi er tre ansatte i huset. Vi er som udgangspunkt samlet på én stue. Resten af huset er ryddet op, klar til rengøring næste morgen
16.30 Vi er to medarbejdere i huset
17.00 Vuggestuen lukker. Tak for i dag – vi ses i morgen!

Morgensamling i vuggestuen

Der kan holdes morgensamling fra kl. 9.00 til kl. 9.15, hvilket de fleste stuer gør dagligt, især i vinterhalvåret. Det er en hyggelig samlingsstund for stuens børn og voksne, og vi får lidt at drikke og spise. Alle børn og voksne er mødt, kan sige goddag til hinanden i samlet flok og gøre sig parate til at tage en ny dag i brug. Vi taler om, hvad vi skal i dag, "hvor er Ole henne i dag?" – "nåh, han er syg", og det er en af de stunder, hvor vi synger mange sange sammen.

Morgensamlingen kan samtidig være en stund, hvor vi har fokus på aktiviteter, der knytter sig til aktuelle fokuspunkter, og samlingen er et vigtigt læringsrum. Vuggestuebørns opmærksomhed afledes let, og deres koncentrationsevne er ikke så stor. Derfor er det vigtigt for en god morgensamling, at den kan foregå uden afbrydelser, roligt og uforstyrret; så kan stuens børn og voksne koncentrere sig om hinanden, og det er en god begyndelse på en ny dag.

Derfor henstiller vi til forældrene, at der i respekt for morgensamlingen og dens kvaliteter er vinket farvel senest kl. 9.00, og vi opfordrer til, at der ikke afleveres børn i tidsrummet kl. 9.00-9.15.