Den pædagogiske ramme

I Vuggestuen Rugvej skal det pædagogiske arbejde være bygget på et fundament af lyst, engagement og faglighed, glæde og begejstring og stor nysgerrighed. Personalet i vuggestuen skal i samarbejde skabe muligheder for dette.


Pædagogiske principper og praksis

Hverdagen i vuggestuen skal være præget af respekt, omsorg og tryghed for det enkelte barn, således at vi skaber selvværd og selvtillid.

Derfor bestræber vi os meget på at være nærværende og imødekommende over for børnene. Vi gør plads til børnenes forskelligheder såvel emotionelt som motorisk, socialt, intellektuelt og kulturelt, og vi sørger for, at de får passende udfordringer og tid til udvikling.

Vi er os bevidste, at det enkelte barn er en del af gruppen/fællesskabet i institutionen, og vægter at give en begyndende forståelse for de givne 'spilleregler', når man færdes blandt andre børn og voksne.

Vi skal opfange børnenes umiddelbare basale behov, men også have opmærksomheden rettet mod de ikke umiddelbare behov.

Nogle basale behov kan vi altid opfylde, f.eks.:

  • at få noget at drikke, når man er tørstig
  • få sutten
  • sidde på skød
  • få trøst, når man er ked
  • bamsen med, når man skal sove
  • et kys
  • en ren ble

– mens andre behov ikke altid kan opfyldes, f.eks.:

  • flere frikadeller, hvis der kun er to til hver
  • at komme hjem, hvis man savner far og mor
  • at komme med på tur, hvis der netop den dag er udset andre børn til at komme af sted
  • at få den eneste dukkevogn på stuen, hvis en anden leger med den.

Det er ikke altid, at vi kan opfylde børnenes behov og ønsker her og nu, og det vil være naturligt for vuggestuebarnet at give udtryk for skuffelse eller vrede. Der skal være plads til denne reaktion på afslag, og vi trøster, lytter til barnet, viser at vi forstår – selv om vi fastholder vores nej.

Når vi taler om de ikke umiddelbare basale behov, tænker vi eksempelvis på:

  • at lære at tage tøj på
  • selv øse mad/drikke op
  • finde andet legetøj, når det, man helst vil lege med, er optaget osv.

For at nå målet for dette kræver det selvfølgelig hjælp fra voksne; mest hjælp, mens børnene er små, og mindre efterhånden som de mestrer. Barnets egen aktivitet og udforskning er alfa og omega for udvikling, og hvad barnet selv kan udføre – med behørig opmærksomhed og støtte fra de voksne – skaber lysten og modet til at prøve det næste svære.

Hvert enkelt barn skal mærke, at det er holdt af og er en betydningsfuld person i børnegruppen. Det skaber selvværd og selvtillid, når man oplever, at det, man gør, har betydning for andre – og det kan være noget så enkelt som at hjælpe de mindste hagesmækken på/af, at række fadet med frugten til sidemanden, at trøste når en er ked.


Fokus på det sociale liv

Noget som i høj grad karakteriserer vuggestuen er vores måde, hvorpå vi lærer børnene at omgås hinanden. Vi lægger stor vægt på, at børnene lærer og får mulighed for at udtrykke, hvad de vil og ikke vil, og vi giver lige stort rum til udtryk for glæde, vrede, begejstring, lyst, sorg m.m.

Ligeledes er det vigtigt at lytte til og være opmærksom på andre. Det er svært og tager lang tid, og med så små børn som i vuggestuen er der ofte brug for hjælp til at give udtryk for egne følelser og lyster – og til at forstå andres.

Eks.: Nanna har hentet en blød børste for at rede Davids dejlige hår. David vil ikke, men Nanna vil så gerne og fortsætter. David græder. Nanna fortsætter. Den voksne bryder ind og kan sige: "Jeg kan godt se, at du gerne vil rede Davids hår, men han vil ikke se, han græder. Skal vi spørge Iris?" Iris vil godt (eller dukken/den voksne vil). Nannas lyst til at rede hår anerkendes, ligesom Davids manglende.

Eks.: Mathias og Thomas er bedstevenner. Mathias kører på motorcykel på legepladsen. Thomas vil også køre på motorcykel, tager fat i Mathias´ og siger "min". Mathias flytter sig ikke, men Thomas insisterer og begynder at græde. Den voksne griber ind: "Nej, det er Mathias' motorcykel, den må du ikke tage, men der står en anden i legeskuret, den kan du køre på." Thomas henter motorcyklen (selv eller med den voksne). Thomas og Mathias kører på motorcykler.

Ikke alle konflikter kan dog løses til begge parters tilfredshed:

Eks.: Max og Andreas skændes om samme boremaskine. De insisterer begge: "Det er min". Den voksne har ikke set, hvem der havde den først. Ingen af dem vil acceptere en anden boremaskine. Det er ikke altid, vi voksne ved, hvorfor netop ét bestemt stykke legetøj blandt andre af samme slags er et hit. Den voksne tager ansvar og bryder situationen ved eksempelvis at sige: "Jeg kan se, I er kede af det, men jeg ved ikke, hvem der havde boremaskinen. Nu lægger jeg boremaskinen væk, og så læser vi en bog sammen i stedet."

Mens børnene er helt små, har de behov for megen hjælp til løsning af konflikter. Efterhånden som de bliver større, kan de i højere grad selv finde løsninger, men vi er meget opmærksomme på, at den alder, børnene har, skaber grænser for, hvor mange forklaringer og forhandlinger, de kan rumme.